Historien om Sanaa

Det er tirsdag morgen på en banegård i Europa. Kufferter på hjul bumper højlydt over fliserne, duerne flakser rundt og afleverer klatter på afsatser og lamper. Der er langt over en times kø ved billetkontoret og duften af kebab og pizza blander sig med lugten af mennesker, som savner et bad og rent tøj. Turister tjekker afgangstider og platforme. Der er fire spor. Nogle tog går østpå mod Bukarest, andre går mod Hergeshalom og videre mod Wien og Munchen.

Ved de midterste perroner er der fyldt. Et amerikansk ægtepar med hver to store kufferter klemmer sig igennem i venstre side. Øjne kigger på dem og trods det, at der ikke er plads til at bevæge sig, rykker menneskemassen en meter til højre og lader ægteparret passere forbi. Hendes øjne er dybt fokuseret på at kigge fremad mod det hul, der er opstået. Han kigger rundt. De er fra Iowa. Ferien er slut. Han siger, at de burde hjælpe med et eller andet. Han ved bare ikke med hvad. Han kigger på sin billet og siger til sin kone, at de burde give deres billetter til nogen, der har brug for det. Hun sætter sig ned på bænken og ryster på hovedet, mens hun holder fast i begge sine kufferter.

Sanaa Ghanem på fem år sidder på skuldrene af sin onkel. Hun vil gerne med det samme tog, men der er ingen passage for hende og hendes familie. Sanaa er fra Homs i Syrien og venter på at komme på den sidste del af hendes lange rejse over Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien og nu Ungarn til målet Tyskland, hvor hun og hendes familie håber på at kunne begynde et nyt liv og få asyl.

Hun sidder med fuldt udsyn til de, der kommer igennem afspærringen og de, der ikke gør. I sikkerhed på skuldre, som beskytter hende fra skubben og trykken og det iltløse indre i en menneskeflok. I hundredevis står de skulder ved skulder. De venter i timer. Sanaa bliver træt. Hun hviler sig lidt på onklens hoved, men sover ikke. Det er ikke stedet at sove. For hvert tog der ankommer rykker hun tættere på politifolkene, der spærrer perronen af. Når presset på forreste række bliver for stort råber politifolk og tolke og frivillige i munden på hinanden. Ungarsk, arabisk, persisk og engelsk.

Flere velklædte og velduftende turister kommer forbi med målrettede blikke. Sanas onkel sætter hende forsigtigt ned på fliserne. De er tæt på. Med den ene hånd holder han fast i Sanaa, Sanaa´s mor holder fast i hans arm. Det er vigtigt, at de bliver sammen. Der er mange, der bliver splittet lige her. Mødre kalder på børn fra den ene side. Børn skriger desperat fra den anden. Politiet hører både kalden og skrig, men holder linien. Der må ikke opstå kaos.

Det bliver Sanaa´s tur. Forrest åbner sig en lille sprække og hun bliver skubbet frem. Igennem arme, der vil holde fast og hænder, der vil skubbe. Hendes øjne kigger op. Til alle sider. Så sidder hun fast. Mellem politi og menneskemængden. Det er kortvarigt, men Sanaa´s øjne er forandrede. Hendes mundvige trækker nedad og vibrerer. Øjnene bliver smallere. Så er hun igennem. Hendes onkel nærmest kaster hende op på sine skuldre uden ord og går så hurtigt han kan mod togets åbne døre. Sanaa vender sig og kigger tilbage mod de mennesker, der prøver at slippe igennem der, hvor hun lige var. Gråden gennemryster hende, og så finder hun sin mors arme. Tårer tørres væk. Sekundet efter lyser hun op igen og smiler. De er på vej.

Sanaa er en af de mange tusinder, som rejser igennem Ungarns Keleti Banegård på den sidste færd af den lange rejse fra et hjemland i krig til et nyt liv i fred. De færreste ønsker at blive i Ungarn.