Support

Lorem ipsum dolor sit amet:

24h / 365days

We offer support for our customers

Mon - Fri 8:00am - 5:00pm (GMT +1)

Get in touch

Cybersteel Inc.
376-293 City Road, Suite 600
San Francisco, CA 94102

Have any questions?
+44 1234 567 890

Drop us a line
info@yourdomain.com

About us

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Aenean commodo ligula eget dolor. Aenean massa. Cum sociis natoque penatibus et magnis dis parturient montes, nascetur ridiculus mus. Donec quam felis, ultricies nec.

Have any Questions? +01 123 444 555

Den døende ø

Af Lene Esthave

(bragt i Politiken)

 

 

Der var engang en ø omgivet af flod til alle sider. Menneskerne havde boet på øen i hundreder af år. De havde fisket bjergevis af fisk i floden. 500 forskellige arter var der. Der var hundredevis af fuglearter og medicinplanterne voksede langs flodbredden. Kvinderne hentede vandet fra floden og brugte det til madlavning, til at drikke og til tøjvask. Børnene badede i floden hver dag.

Øen, som den var engang, er ikke mere. Der var 10.000 fiskere i området, i dag er der knap hundred tilbage. De øvrige har måttet finde et andet erhverv. De tilbageværende fiskere er i gang fra den tidlige morgenstund, og mens solen langsomt står op i horisonten, lader de nettet falde i flodens vand. 10 minutter senere lægger de alle kræfter i for at trække det op igen. Ofte forgæves. Der ligger højest et par bittesmå fisk eller en krabbe og spræller i netmaskerne. De mange fiskearter er blevet til få, og floden, der engang var ren og klar, skiftede farve 26 gange sidste år. Vandet bliver rødt, grønt, brunt eller hvidligt alt efter, hvad der bliver udledt i det.

I den sydindiske stat Kerala bugter floden Periyar sig gennem landskabet og ud mod havet. Øen Eloor ligger omkranset af floden 20 kilometer nord for turistbyen Kochin ved det Arabiske Hav. Der bor 40.000 mennesker på øen, der fra vandsiden ligner en oase. Kokospalmer, bananlunde, jackfruit- og mangotræer og idylliske fiskerhuse. Langs flodbredden står de såkaldte kinesiske fiskenet som sorte skeletter i morgenlyset, men ved nærmere eftersyn kan man se, at de fleste mangler net og at træværket er gammelt og hullet.

Solens stråler afslører en årsag. En række skorstenssilhuetter viser sig i det orange morgenlys. 247 fabrikker af større eller mindre slags ligger i et bælte på begge sider af floden. De fleste er kemiske virksomheder, nogen er privatejede, andre ejede af den indiske stat. Den første fabrik kom til området i 1944. Industribæltet er attraktivt for virksomheder, der bruger vand i produktionen, for vand er der meget af ved floden.

Den sorte røg spreder sig fra skorstenene og spildevandet siver i en jævn strøm ud i vandet. Oftest er der tale om ulovlige udløb, som bliver lukket, hvis de bliver opdaget af myndighederne. Kun for at blive ledt et andet sted hen.

Langs indfaldsvejene holder last- og tankbiler i kø for at blive læsset eller losset. Chaufførerne bruger ventetiden på at spule bilerne rene, mens vandet løber ned i grøftekanten og stråler i sine mange farver.

Morgensirenen hyler, og 30.000 menneskers arbejdsdag begynder. Hver en familie på Eloor er afhængige af fabrikkerne. Der er kontraktansatte og daglejere. Og der er butikkerne langs vejen, der sælger alt fra vaskepulver til mad og te til fabriksarbejderne.

Kun én vej væk

Øen er forbundet til fastlandet og de øvrige øer med 3 broer, men for at komme til broerne må man igennem fabriksområdet. På øens vestlige side sejler en færge i fast rutefart fra morgen til aften over til den anden side. Små 50 mennesker kan der stuves sammen på de 3 sammenflikkede både, der ved hjælp af et fælles dæk kaldes færgen. Når der sker ulykker i fabriksområdet, er det den eneste vej væk for de mange tusind mennesker, der bor i den ende af øen.

For 2 år siden brændte den store statsejede fabrik Hindustan Insektides Lmtd, HIL, og folk flygtede til færgelejet for at komme over på den anden side. I januar i år udbrød der brand i en af de mindre fabrikker og straks samlede folk sig igen i færgeområdet for at komme væk.

"Vi er meget afhængige af, at færgen kan sejle os væk, hvis der sker noget. Samtidig er det bedst, hvis der kun sker ulykker mellem kl. 9 og 12, for der er lægen til stede i lægehuset. Resten af døgnet er der ingen hjælp at hente på denne side", fortæller Jose.

Han er en af Eloors aktive miljøforkæmpere og bor selv på vest-Eloor, tæt ved færgelejet med sin kone og sine to børn. Han så allerede som barn konsekvenserne af fabrikkernes giftige produktion og de mange døde fisk i vandet.

 

Jose´s kamp for Eloor

Da han var 24 år, skrev han sit første begæring til den indiske stat for at få gjort noget ved forureningsproblemet.

"Min mor fortalte mig, at hvis jeg skrev begæringer, ville det ikke ændre noget. Men at det var min pligt at gøre noget for den flod, som var en del af min og alle andres arv."

Siden er det blevet til mange flere begæringer, til uvenskaber med fagforeninger og fabriksansatte og til et job som Greenpeaces flodvagt, kun den anden med den funktion i hele verden. Han tager vandprøver og holder øje med fabrikkernes ulovlige udledninger.

Undervejs var det hele ved at blive for meget. Han så ikke længere nogen fremtid for sig selv, sin kone og datteren, der dengang var 12 år. Med ønske om at føje endnu et par tilfælde til Eloors høje selvmordsstatistik købte han en flaske gift, som han ville tage sammen med familien. De nåede det aldrig. Joses kone begyndte at kaste op, og han kørte hende til det nærmeste hospital, hvor de konstaterede, at hun var gravid. I dag er sønnen 10 år og familien lever stadig i det lille hus ved bredden.

Igennem årene har han sammen med andre aktivister på Eloor kæmpet for at få anerkendt, at der er et problem. I august 2004 skete der endelig noget. Højesterets komité for overvågning af farligt affald, SCMS, gav besked til over 100 fabrikker i Eloor-området, at de skulle lukke deres farlige produktion ned og rense de forurenede områder. Samtidig fik industriområdet en bøde på 25 millioner rupiies, penge som skulle tilfalde lokalområdet. Men dette er stadig ikke blevet implementeret, og øen er stadig et farligt sted at bo.

"Jeg føler, at vi bor på en bombe, der som Bhopal-katastrofen kan ramme os, når vi mindst venter det. Jeg tror ikke på, at der kommer rent vand og luft her i min levetid, men det er mine børns fødselsret, og den vil jeg kæmpe for", siger Jose.

Kemisk suppe

På et lille stykke græs står Lucy´s to køer tøjret til et træ. De brøler lidt, da en ørn flyver tæt henover dem og sætter sig på et stakit. Endnu en brølen blander sig. Den kommer fra et hjørne af huset. Det er Lixon, Lucys søn. Han sidder bag tremmerne og kigger ud. Måske efterligner han køernes lyde, måske vil han bare sige noget. Lucy ved det ikke. Fra Lixon blev født, var han stærkt handicappet. Uden sprog og uden evnen til at lære. Han sidder i det lille rum hele dagen. Som regel sammenkrøllet i hjørnet, som han også bruger til toilet, fordi han ikke kan styre sine kropsfunktioner. Han kommer ikke ud.

Lucy tager en skål med mad ind til ham. Hun hjælper ham over på sengen og trykker risen på tallerkenen sammen i en klump. Han åbner munden, og hun mader ham, som hun har gjort hver dag i 21 år. Hun er alene om at tage sig af ham. Hendes mand forsvandt, da Lixon var fire år, og hun ved ikke, hvor han er. Hjælp er der ingen af, så Lucy klarer sig selv med pengene fra køernes mælk og den støtte, hun får fra hendes mands familie, som bor i husene omkring hende. Der er ikke andre i Lucys familie, der er handicappede, og hun er sikker på, at det er vandet og luften, der er forklaringen på hendes søns tilstand.

Hun skubber det sidste ris ind i munden på ham og skubber afføring fra cementgulvet ud gennem et hul, inden hun omhyggeligt sætter slåen for døren. Udefra. Han skal ikke kunne løbe væk, for han kan ikke klare sig selv og folk bliver bange, hvis han løber rundt udenfor. Lixon rejser sig fra sengens træskelet og sætter sig hen til tremmerne igen, rokkende, med lyde ikke engang hans mor forstår.

Der er mange handicappede børn og unge på Eloor. Børn af forældre, der har arbejdet på fabrikkerne, spist fisk fra floden og indåndet luften omkring dem. Sandsynligheden for at få et handicappet barn er 263 % højere på Eloor end på Pindimana, der har et tilsvarende befolkningstal og ligger ved den samme flod, et stykke op ad strømmen, hvor der ikke er fabrikker.

Gift i fødekæden

Bag Lixons hus flyder åen Kuzhikandom i skyggen af palmetræerne. For hver 500 meter går en lille bro over åen, men der er ingen, der stopper op og nyder udsigten. Lugten får enhver til at lukke næseborene i og skynde sig videre. Åen er ifølge Greenpeace et af verdens giftigste steder. Det grønne vand, der før var stedet, hvor børnene badede, hvor man hentede vand til husholdningen og hvor fiskene bed på krogen, straks den blev puttet i, er blevet en kemisk suppe af 124 forskellige målbare tungmetaller, opløsningsmidler og andre helbredstruende stoffer.

Åen løber igennem fabriksområdet i den ene ende og ud i floden i den anden. De lokale kender de mange forskellige kemiske lugte fra hinanden og noterer sig med det samme, at dagens særegne dunst er Tetrachlorethylen. Andre dage er det dioxin, benzin eller noget fjerde. Hvilke fabrikker, der lukker hvad ud, er straks sværere.

Mange af fabrikkerne på Eloor har en kemisk produktion, som for eksempel den statsejede Hindustan Insecticides Ltd, der producerer DDT til bekæmpelse af malaria og Endusulfan, der bruges som sprøjtemiddel i levnelsmiddelindustrien. I delstaten Kerala er endusulfan dog blevet forbudt, efter man har konstateret en forøgelse af kræfttilfælde, hudsygdomme og børn født med misdannelser hos landbefolkningen i udkanten af de cashewnøddeplantager, hvor sprøjtegiften har været brugt. Men Endusulfan bruges andre steder i Indien, i Europa og resten af verden, og produktionen er en vigtig del af HILs forretning. Begge midler er fundet i åen sammen med blandt andet zink, bly, kobber, krom, cadmium, nikkel i et niveau langt over de grænseværdier, der er fastsat i Europa.

Ved siden af åen i fabriksområdet ligger Amanthuruth paddyfield, en rismark, hvor også fisk og vadefugle holder til. Der er ingen risplanter på marken, landbruget er ikke længere en indtægtskilde, når jorden er giftig.

Folk stimler sammen ved kanten og snuser lidt op mod vinden. De tager sig til hovedet. En indånding ind gennem næsen og en omgående hovedpine breder sig.

Der er noget i vandet. Et kemisk udslip er i nattens løb blevet ledt ud i rismarken, boblende lyde og spjættende bevægelser viser resultatet. Fiskene ligger i vandet og dør. En mand hopper ned i det lave vand med bare fødder, går lidt omkring og skubber vandplanter til side. Et øjeblik efter har han hænderne fulde af døde fisk og en enkelt slange, der også er bukket under for giften. Andre folk går også rundt og kigger ned i vandet, rynker brynene og ryster på hovedet. Det sker ofte. I den anden ende af marken går silkehejrerne rundt og spiser fisk, de er næste led i fødekæden.

Et kort fuld af sygdomme

Lakshmi Kutty er 70 år. Hun sidder på verandaen foran sit hus, der snart ikke længere er hendes. Banken vil have pengene for de lån, hun har taget til at betale dowry, brudeprisen, for hendes fem døtre. Hun ejer kun det lille hus og grunde på Eloor er ikke længere særlig meget værd. Omkring 10.000 rupiies, kun en femtedel af hvad en tilsvarende grund er værd i industriløse områder. De føler sig stavnsbundne på Eloor.

Lakshmi kom til øen for 50 år siden, 13 år efter at den første fabrik kom til området. Hun kom dertil for at blive gift med en fisker. Han døde for 10 år siden. Af astma som 220 % flere dør af på Eloor end sammenlignelige steder. Hun lever alene og kommer sjældent ud. En kræftsygdom har meldt sin ankomst og forvredet det ellers så smukke ansigt til et, der skræmmer børn og voksne. En operation fjernede øjet, men svulsten vokser stadig, for hun har ikke altid råd til medicin.

Lakshmi trækker vejret besværet. Næsen er vredet og munden står kun åben i højre side. Hun kigger op. Misser mod solen med det ene øje og vrider sine hænder. Hun er sikker på, at sygdommen, der gør, at hun ikke længere kigger sig selv i spejlet, har noget at gøre med luften. Industrien lugtes tydeligt fra hendes hus. Både de kemiske lugte og lugten af fabrikken med bjergene af døde dyr, der ligger i varmen og venter på at blive til lædertasker og sko.

"Hvad skal man gøre. Fabrikkerne er gode for nogen og farlige for andre. Det er svært."

Kræfttilfældene på Eloor er 285 % højere end på Pindimana.

Jose har lavet et kort over området, hvor han har tegnet symboler for de sygdomme, der er forureningsrelaterede. Kvælningsfornemmelser, astma, kræft, ufrivillige aborter, hudsygdomme og misdannelser. Kortet er fyldt med tegn.

Forureningen er overalt

Kvinderne på Eloor henter vand til madlavningen fra de vandhaner, der er sat op på stierne og vejene rundt omkring . Alle brøndene på Eloor er stærkt forurenede, så de får vandet fra vandpumpestedet 2 km længere op ad floden. Vandet er fra det område mod strømretningen fra fabrikkerne og betragtes som rent. I hvert fald når det er lavvande.

De laver deres særlige retter i køkkenet, retter med ris, kokosnød, bananer, æg, kylling og mælk. Og med de fisk og rejer, der fanges i floden. Næsten alle husholdninger har høns, der trisser rundt udenfor husene og nipper lidt i jorden. Køerne græsser, hvor der nu er græs.

Men forureningen er i luften, i vandet og i jorden. Æggene har et dioxinindhold, der er 4 gange højere end EUs grænseværdier. Kokosnødderne er forgiftede og de lægeplanter, som lokalbefolkningen har brugt i generationer til at afhjælpe maveonder og smerter, er næsten forsvundet.

Ingen mennesker

Eloors børn bader stadig i floden, mens solen går ned, for nogen dage virker floden næsten ren og lugter ikke. Og med en lufttemperatur på over 30 grader er vandet kølende. Mens drengene svømmer rundt med en kokospalme og dykker ned under den for igen at komme forpustede op på den anden side, passerer en fragtbåd forbi fyldt med kemikalier til fabrikkerne.

"Når de har tømt dækket for last, spuler de det rent på vejen tilbage, siger Jose, mens han kalder børnene op. De skal skylles med vand fra hanen, ellers kommer det til at klø.

Jose og de andre aktivister på Eloor kæmper stadig for ret rent miljø. Jose tager sine vandprøver et par gange om måneden, og folk mødes på Eloor for at stille krav til virksomhederne og til staten.

"Jeg tror, øen er død, når han er voksen."

65-årige Jacob Andhikedu er blandt de aktive på øen. Han kigger på sit barnebarn Nikki på 18 måneder.

"Fabrikkerne skal nok være her, men der kan ikke bo mennesker. Da jeg var barn, var vandet så klart som et spejl. Vi hentede vores vand direkte fra floden og fiskerne kunne fange bjerge af fisk. Nu er det grumset og uklart. Hvad skal vi gøre. Vi burde have ret til at give vores børn en fremtid med rent vand og en ren luft, men fabrikkerne giver mad på bordet."

Gå tilbage

Copyright 2024 Lene Esthave.
”Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret.
Lene Esthave forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet
med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.”
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere